Det er søndag og alt er klamt og fugtigt på værelset, fordi de 2 ungarere har forsøgt at tørre alt deres våde tøj på værelset.
Jeg er overbevist om at jeg har feber og er ikke spor udhvilet. Og har ikke overskud til at snakke, kun lige til at sætte den ene fod foran den anden. Har opdaget at jeg er begyndt at gå og tælle på tysk. Sært.
Efter en pause kl. 10,00 med sodavand, kaffe, sandwich og kage, har jeg det meget godt igen og jeg får lokket/presset Agnes til at gå med helt til Castrojeriz.
Det ser ud til at være en spændende lille by, som breder sig rundt omkring et bjerg. Øverst kan vi se én ruin, som vi tidligt har kunnet se på afstand. Ruinen er én af de mange borge, der af ridderordener blev bygget til beskyttelse af caminoen. Vi kan også se mindst 5 kirker. Det er godt nok mange i sådan en lille by.
Vi tog det første herberg der bød sig og det var på campingpladsen. I en stor sportshal. Der er 40 sengepladser, men vi er kun en mor og datter fra Brasilien, et Japansk par vi traf i går og som har gået foran os, det meste af vejen i dag, en Schweizer, Agnes og jeg. Dejligt med god plads, lys og luft. Udenfor et det til gengæld meget hedt i dag.
Mor har sendt en sms og jeg går ud og ringer. Da jeg kommer ind til Agnes efter et forfriskende bad og en telefonsamtale, med våde øjne, ser hun på mig og siger forskrækket ”Hvad er der galt”.
”Min mor skriver, at hun er stolt af mig”.
”Skulle du helt til Spanien for at finde ud af det?”.
Møder også 2 hollandske piger, Karen og Saskia, som vi har hilst på flere gange. De har gået hele vejen fra Holland. Respekt.