2024 Porto – Padron

30. august 2024 Porto – Mosteiro de Vairão

Den første overnatning var i klosteret i Mosteiro de Vairão på 3. sal

Man blev lige mindet om at det er et meget gammelt hus

31. august 2024 Mosteiro de Vairão – Pedra Furada

Efter dejlig morgenmad gik det ud i morgendisen.

Og er man i tvivl om vejen kan man bare følge efter de andre.

Lækker frokost med en alkoholfri øl.

Det her er så noget jeg ikke forstår. Hvorfor skal man svine naturen til og efterlade sit “affald”?
En mærkelig ny trend.
Her er det dog kun en mur det går ud over, men når det er på kors og historiske mindesmærker, så har jeg svært ved at acceptere det.

Overnattede i Casa d. Maria. Og spiste til aften på den hyggelige gårdsplads, efter vi havde gået en meget lang tur ind til byen for at handle.

Men så fik vi også en hyggelig aften.

1.september 2024 Pedra Furada – Aborim

Har været her før, men husker ikke dem her.

Men den her var lidt sød. Havde nok ikke været lovlig i DK

Det var lykkedes os at booke et værelse i Casa de Santiago. En dejlig pension med køkken og en stor terrasse. Bare en skam der var så mange larmende gæster/pilgrimme.

2.  september 2024   Aborim – Ponte de Lima

Det regnede hele formiddagen, men ellers ok dag.

Der bliver vasket tøj i floden
0g tørret majs på gårdspladsen

Vi havde booket et værelse på Pension Centro de Vilakom. Det passer mig ikke rigtigt det her med at det er nødvendigt at booke en seng/værelse, helst et par dage i forvejen. Det ødelægger meget af den frihed jeg plejer at føle.
Nu er det sådan at man ikke kan reservere en seng i de kommunale alberger. Og var jeg alene havde jeg nok valgt at bo der, selv om man så løber en stor risiko for at der er fyldt når man ankommer.

Her måtte vi vente længe på at få adgang. Vi får tilsendt en kode til hoveddøren, et værelsesnummer og så en anden kode til værelset. Der var ikke meget hjælp at hente i denne u-betjente pension. Vi kæmpede i lang tid før at det lykkedes at komme ind på værelset. Men det var heldigvis rigtig dejligt.

Der var fiesta i byen og rigtig mange mennesker. Vi fik lidt at spise og tog hjem på værelset med ost og rødvin.
Og sov noget så dejligt.

3. september 2024 Ponte de Lima – Rubiães

Forlod Ponte de Lima i det skønneste solskin. Fik morgenmad på en lille cafe med udsigt  til den gamle middelalderbro, som jeg husker fra 2016.

Næste stop var Noah’s Ark ved floden. Cafeen besøgte jeg også i 2016, men nu er det også indrettet som telt-alberge.

Pludselig strømmer det ind med pilgrimme. Tror vi er mindst 20 her, så det er vist godt vi har booket en seng til næste overnatning. Falder i snak med 2 søde kvinder fra Danmark. De går på en arrangeret tur og får kørt deres rygsække. De syntes vi er megaseje.

Husker stedet her. Der ligger en lille bar ved siden af kapellet, men vi går videre.
Burde nok have tjekket min vandbeholdning. Hmm……

Nu kom vi til den hårdeste del af den portugisiske rute. Vi skal godt nok kun op i 400m højde men sikke nogen.

Ankommer til pensionen Ninho. Her boede vi også i 2016. Den gang virkede det mest som et lidt flippet kollektiv. Hvor vi holdt en gevaldig fest med fælles mad og masser af rødvin. Denne gang må vi tage til takke med den nærliggende restaurant.

Og et lidt uinteressant måltid. Men Kirsten fik chokolademousse til dessert, så det redede dagen.

4.september 2024 Rubiaes – Tui

Vi er ikke i tvivl om hvor vi er og det er intet problem at finde vej.

Grænseovergangen til Spanien

Prøvede at optage en video af mit første skridt ind i Spanien, men det blæste så meget at jeg ikke kunne holde balancen på broen. Så dén video viste alt andet end mine fødder.

Jeg ved ikke hvad den her skal symbolisere, udover at det er noget religiøst, men den er faktisk ret flot.

Vi har booket et værelse i Albergue Villa San Clemente. Der er en dejlig have hvor vi tørrer tøj. Vi bor øverst oppe og har egen altan. Men desværre blæser det så voldsomt, at vi ikke kan sidde udenfor. Så vi tar 2 havestole ind og bruger som bord, mens vi sidder i fodenden at vores senge og drikker rødvin og spiser, mens vi nyder den fantastiske solnedgang.

5. september 2024 Tui – Veigadaña

Stille og rolig grøn tur fra Tui. Nem vej og behagelig temperatur. What’s not to like?

Fik dejlig formiddagskaffe i nærheden af Ponte das Febres

Veigadaña er en meget kedelig by, men alberget er rigtig rart og i stueetagen er der en cafe/restaurant som vi flittigt besøgte.

Og så er der lidt underholdning med verdens største hund.

6. september 2024 Veigadaña – Redondela

Afsked med alberget klokken 7.30
En skøn plante som jeg så flere gange. Desværre passer den ikke til det danske klima
En gammel romers vej

Redondela er en ret stor og spændende by med mange gamle bygninger, så der var meget at se på vores rundtur .

Det kommunale alberge

Det var ikke her vi boede. Vi havde booket et privat alberge. Hvor der stod en del kørte rygsække og ventede på deres ejermænd, da vi ankom.

Vi går på cafe og får alt for meget kage. Men vi bliver overmandet af en flok duer som angriber os og hurtigt kaster sig over herlighederne, så vi mister appetiten.

Om aftenen får jeg dejlige croquetas. Kirsten er mindre heldig med sin lasagne. Den var uspiselig.
Men Kirsten fik chokolademusse til dessert, så det redede alligevel dagen

Af en eller anden grund har jeg i mine noter en bemærkning om ”de fede mænds klub”. Husker ikke hvorfor.

7. september  2024  Redondela – Pontevedra

En skygge i det tidlige morgengry på vej ud af Redondela kl 7.00

I Pontevedra var der selvfølgelig middelalderfest, så vi gik rundt længe for et finde en restaurant hvor der var et ledigt bord. Men det lykkedes til sidst.

Og vi fik skøn melon med skinke. Jeg kan ikke huske hvad vi ellers fik. Men Kirsten fik chokolademusse til dessert.

Alberget i Pontevedra var ret stort og velforsynet. Dog manglede der en kogeplade. Så vi måtte koge pasta i microen. Det tog godt nok lang tid.

8.september 2024  Pontevedra – Caldas de Reis

På vej gennem byen næste morgen havde kommunens folk travlt med at feje resterne af en fiesta sammen.

Men vi gik også forbi mange gamle bygninger

Igrexa da Virxe Peregrina

Og vi fik sagt godmorgen til vores 2 danske veninder.

Morgenkaffen blev indtaget i Barro. Køen var lang, men der var også ankommet en busfuld “pilgrimme”.

Men så snart vi kom ud af Barro, var der rigtig dejligt og de fleste ”pilgrimme” var væk.

Ankommet til Caldas de Reis  blev vi indlogeret i alberget og Kirsten, som gik ruten sidste år, kendte et rigtig godt sted nede ved floden hvor de lavede skøn mad. Det gjorde de. Padron og Croquetas, 2 af mine mange livretter i Spanien. Desværre fik jeg ikke taget et billede.

9. september 2024  Caldas de Reis – Padron

Endnu et dejligt alberge hvor der ikke var for mange pilgrimme. Gad vide hvor alle de andre sover. Standarden her var som et bedre hotel.

Kirsten kendte et par steder fra sidste år, hvor de helt sikkert serverede morgenkaffe klokke 7.00.
Men nej, alle kaffebarerne var lukket. Selv om vi kunne se at personalet var mødt på arbejde, så lukkede de ikke op.

På vej ned af hovedgaden gik vi forbi et hotel og jeg kunne se at hotellets gæster sad og spiste morgenmad. Ydmygt gik vi ind og jeg spurgte om sådan 2 pilgrimme kunne få lov at spise morgenmad her. Selvfølgelig kunne vi det.

Og så var de der pludselig, alle pilgrimmene. Men vi nærmer os også Santiago.

Padron er en meget spændende by, som betyder ret meget for Caminoen.

Santiago-kirken

Værten i vores pension fortalte at man i Padron mener, at det hér er byen pilgrimme burde valfarte til, i stedet for Santiago, da det er her båden med St. James’ jordiske rester ankom til på spansk jord, efter hans martyrdød i Jerusalem.
Og det var her båden angiveligt blev fortøjet til den gamle stenpæl (pedron), der er placeret under alteret i Santiago-kirken.

Når det er sagt, har yderligere undersøgelser vist, at Padron-stenen i virkeligheden er en tidlig romersk altersten, og ikke den artefakt, som mange tror, den er.
Ikke desto mindre blev stenen brugt til en eller anden form for kristent formål for over 2000 år siden.

Det er så meningen at pilgrimmen skal kaste mønter, der helst skal lande oven på stenen. Endnu en indtægtskilde for den katolske kirke.

>Næste

We use cookies to personalise content and ads, to provide social media features and to analyse our traffic. We also share information about your use of our site with our social media, advertising and analytics partners. View more
Cookie indstillinger
Accept
Privacy & Cookie policy
Cookie- og Privatlivspolitik
Cookie navn Aktiv

Hvem er jeg

Min hjemmeside adresse er: https://jettescamino.dk.

Der er lige p.t ikke mulighed for at efterlade kommentarer på sitet.

 
Save settings
Cookie indstillinger