Jeg er flere gange kommet forbi nogle underlige jordhøje med døre. Jeg udbreder mig verdensklogt om at det er forrådskamre, men er senere blevet klogere. Når der som her, er skorstene og antenner på taget er det beboelse.
Købte allergicreme i Saharun. Nåede ikke at se meget af byen, det var ellers her jeg gerne ville have besøgt kirken. Men Agnes har så travlt med at komme videre.
Det er som om hun altid skal komme først. Jeg begynder at fortryde lidt at vi har aftalt at følges resten af vejen.
Fortsætter i det flade land af en sti langs landevejen. For at bryde billedet er der plantet tusindvis af Akacietræer. Jeg kan ikke lade være at tælle (på tysk). Er næsten ved at blive tovlig af det.
Fortsætter til Bercianos en lille by med lerklinede huse og en kirke der næsten er styrtet sammen og kun brugt til dueslag. Landsbyens bar var til gengæld god nok. Drak Cerveza con Limone. Øl med limesodavand. Meget friskt .
Får en seng i herberget, som skulle være helt nyrenoveret. Det var nu lidt svært at se. Men der var noget meget sjældent her. Nok toiletpapir.
Man bliver bedt om enten at være med i tilberedning af aftensmad eller købe ind til samme. 3 fl. rødvin á 1,95 euro betaler mit ophold i herberget. Men så skal vi også slås om toilettet.
Fællesspisning med alle pilgrimme. 28 stk og den lokale præst.
Derefter er der opvask.
Senere er der messe i et lille kapel i herberget, hvor vi får en kort velsignelse og lidt vand i hovedet. Agnes og jeg prøvede at slippe og gik op for at lægge os, men vi blev sandelig hentet ned igen.
Jeg tror præsten kunne se, at jeg ikke troede på det. Men det var da meget stemningsfuldt.
Her er også de to irske kvinder. De er bestemt ikke tilfredse med at bo så ’primitivt’.
Man kan godt undre sig lidt over hvad de egentlig gør her på caminoen. Jeg synes efterhånden at alt med varmt vand og toiletpapir er luksus.
