Kl.5,50 står jeg op og der er den dejligste morgenmad. John fra Irland er her også.
Jeg har lovet at vække ham, når jeg står op.
Men det er helt umuligt. Han er helt væk. Efter morgenmad prøver jeg igen. Men må opgive. Han må klare sig selv.
Canadieren og Pascal fra Frankrig er her også. Men de ved efterhånden, at vi ikke er interesseret. Så de forsøger ikke at følge med, da vi går.
Nu har jeg ellers hørt historien om Pascal. Han er en ulykkelig eksistens. For en del år siden kørte han galt og hans kone og børn blev dræbt. Senere døde hans søster af kræft. Så han har mistet alt og alle.
Han er nu tilknyttet Abbe Pierres organisation i Frankrig. Han har et kort på sig, der siger at albergerne skal kontakte organisationen, så dækker de eventuelle omkostningerne. Han går Caminoen som bod. En stakkel altså. Jeg lover mig selv at hvis jeg ser ham igen, vil jeg give ham noget. Jeg har jo så meget. Familie, venner og et hjem.
Når man går på stien langs denne uendelige række af Acasietræer, der i horisonten forsvinder ned i kornmarkerne, er det som om man går ud i det totalt ukendte, eller måske ud i det bare ingenting.
Vi har hørt meget om en mand med et æsel på Caminoen. Og vi har også set æselspor de sidste dage. Agnes er helt syg for at vi skal finde æslet og hun samler frugt sammen, som det her æsel skal fodres med. Jeg synes egentlig det er lidt fjollet. Men hende om det.
Endelig kommer vi til vores bestemmelsessted og får anvist en seng i et dejligt alberge.
John er her og han har det bedre med sine fødder nu, end i starten af caminoen.
Fodbehandling må være et kapitel for sig. Jeg har set mange bruge timer på at ordne deres og hinandens fødder. Og jeg har set voksne mænd klage sig (pive), efter at de har fjernet deres tennissokker eller tynde bomuldsnogen. Så får den på alle tangenter med nål og tråd, kanyler med desinficerende væsker, plastre og forbindinger. Og nogen starter med kølende bade i saltvand og fodmassage. Nogen må også til læge og en enkelt (min italiener) måtte på sygehuset (og have behandlet sine ”fingers”)
Der er en del der har haft glæde af mine painkillers og den Ibuprufen-gel, som jeg har med. Godt det samme, når jeg nu ikke selv har haft brug for det.
Der er vist en del, der undrer sig over at jeg slet ikke har nogen problemer. Men jeg har heller ikke set andre i vandrestøvler med 2 par uldsokker. Det kan så godt være, at det er derfor at jeg sveder så meget i toppen, men til gengæld har mine fødder det fint.
Agnes har noget med kager. Det har Spanien også. Så hun er i sit rette element her. Efter at vi har været på konditori, hvor hun svælger i kager og jeg købte en lille is, lover jeg hende, at jeg til hendes fødselsdag vil forære hende al den kage, hun overhovedet kan spise. Det skal jeg lige huske.
Spiste til aften med irlænderne, canadieren og de hollandske piger. Rigtig hyggeligt.
Agnes vil helst sove i overkøjen og jeg helst nedenunder. Så det passer fint.
Det er Sct. Hans aften og nogen laver bål i gården og der er en utrolig larm. Gad vide om Birgit sidder alene i aften. Det håber jeg ikke.
I Spanien lever mændene på barerne, hvor de ser fjernsyn. Kvinderne lever for kirken og børnene render oppe hele natten på gaden og larmer. Men til sidst falder jeg dog i søvn.