Er oppe lidt i 6 og det er sort udenfor. John har bedt om at følges med os. Men jeg længes egentlig efter at gå alene. Jeg nyder det meget mere, når jeg ikke kan se nogen pilgrimme foran mig og ikke kan høre nogen bag mig. Jeg begynder at glæde mig til turen efter Santiago, der vil jeg bestemt gå alene. Turen i dag er ikke streng selv om det er varmt.
Vi følges med John. Jeg går bagved, men bliver sommetider kaldt frem for at oversætte. Agnes har lidt svært ved at forstå hvad han siger.
Jeg derimod orker ikke rigtigt at snakke i dag. Der er ikke rigtig nogen der tænker på, at jeg hele tiden skal have energi til at tale på et fremmed sprog.



Der er blevet skiftet meget ud i folkene omkring mig. De to østriske yogalærere er kommet tilbage. Karen, Saskia fra Holland og Irlænderen John er der. Men Maureen og Joan fra Irland er væk for en stund. Vi tror de har taget bussen et stykke. Men de vil aldrig indrømme det. ”Tvillingerne”, Simon og Clare, som er fra Paris er her også. Manden som taler både engelsk og tysk er meget flink.
Der er fiesta i Leon. Det er som om, der er fiesta alle vegne i Spanien, når vi kommer. Og der er bryllup i katedralen. Desværre må man ikke fotografere. Det er ærgerligt for der er nogle fantastiske glasmosaikker.






Bor i klosteret og var til endnu en messe. Først skulle vi vente i regnen næsten ½ time på at komme ind, derefter fik vi 15 min introduktion til messen. På spansk. Og under messen måtte vi op og stå 8 gange og jeg forstod intet. Bortset fra at Danmark blev nævnt. Nu er det fjerde gang jeg er til messe. Jeg må da snart kunne gå på vandet. Gjorde klar til natten i kvindernes sovesal og sov godt.


