Nok en af de mest interessante og smukkeste dage på caminoen.
Op i bjergene igen. Kommer gennem den forladte by Foncebadón. Den har i nogle år kun været beboet af en kvinde med en retarderet søn og nogle vilde hunde. Det var kun hundene pilgrimmene så, når de gik her. Det var nok det sted jeg i mine forberedelser var mest betænkelig ved. Men da jeg gik her så jeg kun 1 hund og den var meget fredelig.
Til gengæld gik der mange geder rundt i ruinerne og man er også så småt ved at genopbygge byen.
Det går stadigt opad. Opad mod højdepunktet (h=1500m) hvor der på en stor høj af sten står en 10 m høj pæl med et ydmygt jernkors. Her er der tradition for at pilgrimmen smider en sten, medbragt hjemmefra, for at efterlade sine synder og som en bøn om beskyttelse på resten af rejsen.
Jeg har også medbragt min sten, samlet op under mit dejlige træ i forhaven på Carl Bernhards Vej . Og så er det at jeg skal tænke et eller andet begavet, men går fuldstændig kold. Hvad er det nu jeg skal her? Jeg har hørt om andre pilgrimme, der bryder grædende sammen her og jeg føler faktisk intet som helst.
Vi fortsætter gennem det smukkeste landskab.
Indtil vi når til Manjarin hvor Thomas, som vist kan betragtes som en institution på caminoen, har et herberg.
Alle snakker om ham.
Thomas er en legende og hans herberg er meget primitivt. Her er ingen elektricitet og intet rindende vand.
Men til gengæld er her en klokke. Og hver eneste gang en pilgrim nærmer sig bliver der ringet. Årsagen er at sigtbarheden ofte er meget dårlig her. Mest p.g.a tåge, hvorfor man ringer med klokken, for at guide folk den rette vej. Selv om solen skinner i dag og det er helt klart, bliver der også ringet for os.
Vi fortsætter over bjergene. Agnes spurter som sædvanlig afsted foran mig. Men jeg kan slet ikke løsrive mig fra den fantastiske udsigt. Her er så smukt, så man er lige ved at løbe over af fryd.
Da det går nedad igen og man har travlt med at holde balancen i de løse sten, hører jeg pludselig et hysterisk råb bag ved mig. Da jeg vender mig, ser jer to cyklende ’pilgrimme’ drøne i en total vanvittig fart ned ad bjergstien. Jeg må kaste mig til siden, mens jeg råber advarende til Agnes. Pas på!!!
Vi fortsætter ned til en bjerglandsby hvor vi køber en sandwich, kaffe og Zumo, som jeg betaler. Zumo er noget man nemt bliver afhængig af her. Friskpresset appelsinjuice. Agnes bestiller to glas Zumo mere og jeg siger til hende, at vi skal altså lige til at passe på, for jeg har ikke så mange penge tilbage. ” Hvor meget har du?”, spørger jeg. ”Ikke flere” siger hun. Jeg må konstatere at vi ikke har penge til aftensmad og overnatning, hvis vi ikke finder en bank. Og der er i hvert fald ikke nogen her. Men Agnes er en uforbederlig optimist og mener at alle byer har en bank.
Vi fortsætter nedad og det er ekstremt varmt. 40 grader hører vi bagefter. Går de 7 km. ned til Molinaseca. Hvor vi har aftalt med Karen og Saskia at overnatte. Vi er meget udmattede da vi kommer til byen.
Heldigvis er der en vandpost ved bygrænsen så vi kan få vand i hovedet. Og til vores store glæde er der her også et skilt, hvor byens seværdigheder er beskrevet og der er vist et eurotegn. Hvilket betyder, at der skulle være en bank eller i det mindste en hæveautomat i byen. HURRA. Vi slæber os gennem en by som føles meget lang, men ingen bank. Vi spørger flere steder, men nej vi må skuffes.
Kein geld. Grose krise. Slafen am parkbank oder 8 km mer in der hitze ohne wasser. Hvorfor f….
sørgede vi ikke for at fylde vandflaskerne op. Men vi troede jo målet var så tæt på.
Jeg er lidt urolig for Agnes, hun har trods alt en sygehistorie. Så jeg forslår at hun bliver i Molinaseca og overnatter på herberget, for vores sidste penge. Men hun vil ikke og jeg må pep-talke hende gennem de næste 8 km. Lidt svært, da vi går forbi endnu et kors for en falden pilgrim.
På en måde føler jeg at dagen i dag har givet mig nogle af de udfordringer, jeg har søgt her på caminoen. Men Agnes er færdig og hun forsøget at blive taget op af nogle bilister, men de vinker bare og råber Bon Camino.
Endelig når vi Ponferrada. Ved et busstoppested spørger vi om vej til en bank og da bussen senere kører forbi os, ser vi en hel bus fuld af mennesker der sidder og vinker til os og peger op mod hovedgaden, der er fuld af banker. Ved gud, de er godt nok dejlige de Spanier. Det var aldrig sket med en dansk bus.
Ser Ponferradas vartegn, den gamle tempelridderborg. Den blev bygget til beskyttelse af pilgrimme og det var et stort ønske for mig hjemmefra, at udforske den. Lige nu er jeg så træt, at jeg er ligeglad. Men tænker alligevel af her må jeg tilbage til, en anden gang.
Bliver indlogeret på et meget stort og meget nyt herberg, hvor det vrimler med unge mennesker.
Vi er så tæt på Santiago nu, at mange skoler bruger resten af strækningen til en form for lejrskoleophold for skoleklasser.
Agnes og jeg sider ude i en dejlig have og spiser lidt vi har købt inde i byen og drikker hver to Kas Bitter. Noget Campariagtigt og selv om vi fortynder med vand, bliver vi rimeligt berusede og må gå meget tidligt til køjs.
Senere viser det sig at der er 0 promiller i Kas Bitter.