Afsted uden morgenkaffe. ”Quebeck”, en Canadier der sov ved siden af os, hilste af med et frejdigt adios.
Han var knap så kæphøj, da han overhalede os uden for byen. Og hvem er det nu der bare er så god til at finde vej? MIG.
Vi tog den alternative vej over bjerget. En anstrengende, men skøn tur. Og vi slap for al trafikken.
Det var selvfølgelig mig der havde slæbt vores morgenmad over bjerget, men Agnes syntes vi skulle tage en lille omvej til Bradeler.
Der var et skilt der reklamerede med morgenmad og alt muligt. Var på vejen tæt på at bliver overfaldet af 2 afsindige køtere. Den ene var så tæt på at jeg kunne mærke dens varme ånde på mine bare ben.
Men forventningen om det store morgencomplet holdt modet oppe hos mig.
Og så var der bare intet. Baren var pæn nok. Men det var ikke muligt at varme ret meget vand af gangen.
Så min te var koldere end lunken. Og der var intet friskt brød, kun det der søde kage i folie, som jeg ikke bryder mig ret meget om, ØV.
Til gengæld spiste vi senere frokost på en skøn restaurant. Vi sad på terrassen med udsigt over skov og eng. Så en stork spankulerer rundt. Og spiste en skøn gang salat med vand og brød. 9,5e for to.
Slutningen på dagens vandring var meget hård. At balancere på stengrund i kolorte og fluer i 40graders varme og det går bare op og op. Jeg må tilstå, at jeg var totalt udmattet og tæt på at opgive. Men det kan man jo bare ikke.
Kom endelig til La Faba. Dejligt herberg.
Verdens mindste supermarked, hvor ekspedienten åbnede kortvarigt a.h.t. pilgrimmene, hvorefter han skulle ud at drive køer. Vi nåede lige at handle inden køerne skulle på græs. Der er også en postkasse og en lille restaurant med 3 borde. Vi fik linsesuppe med 2 skiver pølse i. Da vi ikke var helt sikre på, hvad vi egentlig havde bestilt, spiste vi rigeligt. Og var allerede stopmætte, da vi fik serveret koteletter og kartofler. Vi kunne trille tilbage til alberget.
Der var en voldsom uro da vi kom i seng. Det var nærmest som at forsøge at sove på hovedbanegården. De personer der tager mindst hensyn til de andre, er helt sikkert franskmændene, med deres uundværlige plastikposer.