Vi startede kl. 6.00 fra alberget i La Faba
Det hårde terræn fortsætter op til O’Cebriero, men vi er uden vores sneglehus i dag. 3 italienske piger og tyske Susanne havde arrangeret sig med en lokal, der tilbød at køre vores bagage de 10 km over bjergene.
Der manglede lige 2 rygsække for at det var rentabelt. Så vi slog til. Selv om jeg ikke var helt tryg ved aftalen.
Vi havde dog en del ting, vi ikke turde give fra os, ligesom vi også medbragte mad, frugt og vand. Og ikke at forglemme, vores guidebøger.
Jeg står som vanligt og falder i staver over den smukke udsigt. Vender mig om og væk er Agnes.
Helt væk. Jeg sætter tempoet op og når til O’Cebriero alene.
Går gennem byen. Ingen Agnes. Jeg spørger alle, om de har set en pige i en orange jakke, men ingen har set hende. Jeg er lidt urolig. Er hun blevet vred på mig? Jeg kan selvfølgelig godt fortsætte alene, men det er mig, der bærer al forplejningen.
Til gengæld var det Agnes der lavede aftale om kørsel af vores rygsække og jeg må indrømme, at jeg ikke hørte rigtig efter, hvor det var vi skulle hente dem. Så selv om jeg har penge, pas og flybilletter på mig, så er det ikke rart.
Nu er det med ikke at gå i panik og det skal i hvert fald ikke ødelægge resten af min tur. Men jeg vil faktisk gerne tage resten sammen med Agnes.
Jeg går ud af byen. Stiller mig midt på stien, hvor jeg har det bedste udsyn, men også hvor jeg er mest synlig fra alle sider. Spejder efter et glimt af orange, da jeg pludselig ser hende komme gående længere nede på vejen.
Hun var slet ikke gået forud, men da jeg står betaget af udsigten, var hun gået lidt til en side for at nyde en meget smuk solopgang. Og pludselig var jeg bare væk.
Vi fejrer gensynet med en stor morgenmad i baren i O’Cebriero. Og derefter fortsætter vi vores vandretur, ved siden af hinanden. Men først da jeg havde rygsækken på ryggen igen, var jeg helt rolig.
Mødte Spanske Tony, som nu var på cykel. Havde ikke set ham i nogen dage. Bentøjet var åbenbart ikke til at gå, men da jeg så hvor meget og ofte han måtte trække den cykel, misundte jeg ham ikke.
Hilste på tre søde danske piger. To fra Århus og en fra Sct. Jørgens gade i Odense. De er lige startet deres camino og synes det er en smule vildt at være startet helt i Frankrig. De siger ikke ’for sådan en gammel en som dig’. Men ….
Kommer gennem en lille landsby, da en kvinde kommer stormende ud fra en bygning. Bærende på en tallerken pandekager i den ene hånd, strør hun sukker på med den anden. Løber hen til os, mens hun folder en pandekage og næsten med magt stopper en i munden på først mig og derefter Agnes. Bevares de smagte da udmærket, så vi takker pænt og går videre.
Og så kom der rigtig spræl i konen. Hun råbte efter os ”Donation, donation” og vi måtte gå tilbage og betale. Det blev dyre pandekager. Ja, sådan kan Spaniere altså også være.
I Tricastela indlogerer vi os på et privat hostal. Der er en masse restauranter og vi får en skøn pilgrimsmenu.
Om aftenen spiser vi samme sted. Igen en hel pilgrimsmenu. Det er utroligt at man kan. Men appetitten fejler bestemt ikke noget
Møder Hollandske Ruud og han har Karens mobilnummer og jeg sender en SMS til hende og Saskia. ”Hvor er I? Vi sidder her og spiser og venter på jer.” Svaret tikker straks ind. ”Hallo, schön wieder etwas von euch zu hören. Wir sind in Fonfria und wollen versuchen morgen nach Sarria zu gehen.”