Det er regnvejr hele formiddagen. I Montán blev jeg jaget ud af hunde, da jeg ville ta’ et billede.
Vi trænger i den grad til noget varmt at drikke, men det ser ud til at baren i Fuela desværre er lukket, men vi havde heldigvis selv mad med, som vi nød i regnen.
Der var ingen der havde ulejliget sig med at tage i døren til restauranten. Og det viste sig, at der slet ikke var lukket alligevel. Så vi redede os alligevel en kop varm te. Man kan jo godt spise morgenmad to gange.
Og så har vi problemer igen.
Vi har i et par dage diskuteret om vi skal gå over Samos. Jeg har hjemmefra planlagt, at jeg vil overnatte i klosteret i Samos. Og passer det sig ikke sådan, at jeg kan overnatte der, vil jeg i hvert fald se det. Men Agnes vil gå den kortere vej over San Xil. Det ender selvfølgelig med at Agnes vinder. Og jeg er meget utilfreds.
Jeg ved, at der på et tidspunkt er en sti, hvor jeg kan bøje af mod klosteret. Og jeg er efterhånden MEGET sur. Kan ikke rigtig finde ud af om Agnes er klar over det. Men det må hun være. Hun siger bare ingen ting. Godt vi har aftalt at skilles efter Santiago. Så kan jeg da selv bestemme. For her har jeg jo ikke noget at skulle have sagt.
Jeg ved godt at når man har besluttet at gå sammen, så må man også indgå nogle kompromiser.
Men jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg er dum, eller urimelig. Det er nok derfor jeg bliver så sur.
Og for et par dage siden overhørte jeg en samtale mellem nogle af mine ”venner”, hvor de var enige om at det var meget egoistisk at foretrække at gå alene. Så jeg er ikke bare dum og urimelig, jeg er også egoist.
Problemet er bare, at jeg snart skal beslutte med mig selv hvad jeg vil, for vi når snart den sidevej.
Går forbi stien og luften går fuldstændig af ballonen. Mig altså.
Bliver klar over at det egentlig var mig selv, jeg var vred på. Bliver jeg da aldrig klogere. Jeg havde jo ikke behøvet at gå med. Så når jeg ikke protesterer, må jeg finde mig i beslutningen. Det er straffen. Og min vrede er forduftet, ligesom regnen er det.
Vi nærmer os Sarria, da der lyder skud. Automatisk dukker jeg hovedet. Er det os de skyder efter? Og der lyder flere. Men efterhånden bliver vi klar over, at det ikke er skud men fyrværkeri. Det varede i et par timer. Hvem i alverden skyder fyrværkeri af ved højlys dag. Man kan ikke se, men kun høre det. Det er sikkert noget fiesta. Også her.
Indlogerer os på et rigtig dejligt privat hostal. Lidt dyrt, men vi får et dobbeltværelse og pæne rene badeforhold. Varmt vand.
Da vi ligger og hviler først på eftermiddagen, hører vi kendte stemmer udefra. Hurra, Karen og Saskia har endelig fundet os.
