Står op til de sidste 20 km inden Santiago. Man forstår slet ikke at det nu er ved at være slut.
Jeg er slet ikke klar til Santiago endnu. Har ikke lært nok endnu. Jeg er jo den samme som jeg hele tiden har været. (På det tidspunkt viste jeg ikke hvor meget jeg i virkeligheden havde forandret mig, men det fandt jeg først rigtigt ud af da jeg kom hjem).
Jeg havde nok ligesom ventet, at der skulle ske et eller andet. At jeg ville få en åbenbaring. Et syn. Et eller andet. Har det været forgæves? Har det bare været fornøjelse?
Jeg føler mig træt, kold og uoplagt (eller måske mest skuffet) og vi gør ophold i en bar, hvor vi får overtalt værten til at lave noget varm suppe til os. Selvom det er tidligt på formiddagen.
I Labacollo gør vi ophold igen og Karen og Saskia kommer. Vi holder en lang pause og forsøger ligesom at trække tiden ud. Der er vist ingen der har lyst til, at det skal være slut nu.
Karen og Sakia vil overnatte i Monte do Gozo , men Agnes og jeg vil gå direkte til Santiago. Vi lover, at vi i morgen tidlig vil stå på pladsen foran katedralen og forevige deres indtog.
Karen og Saskia arbejder begge på et forlag i Holland og vil skrive en bog om caminoen, når de komme hjem. Så de vil gerne have at jeg tager nogle billeder.
Jeg bliver helt overrasket, da vi når bygrænsen til Santiago. Allerede. Men det viser sig at der er meget lang vej ind til centrum.
Og vi bliver lidt febrilske og utålmodige. Så vi holder ikke rigtig øje med afmærkningen. Men langt om længe nærmer vi os den gamle del af byen, som er vores mål.
Jeg ved ikke om jeg er træt, eller bare skuffet. Har nok ligesom forventet at der skal ske et eller andet specielt med mig, når jeg nærmer sig. Og da vi træder ind på den store plads foran katedralen, er der bare fyldt med mennesker. Mest turister. De skal bare forsvinde. Det her er mit øjeblik.
Vi fortsætter gennem menneskemylderet for at komme til pilgrimskontoret. Jeg har hørt at pilgrimmene tit må stå i kø i lang tid for at få deres compostella (pilgrimsbevis). Man da vi ankommer, er der ingen og vi kan gå lige ind.
Mit pilgrimspas bliver gransket nøje og jeg bliver udspurgt om min baggrund for at have foretaget denne tur. Derefter bliver der slået op i mange store tykke bøger, for at finde mit latinske navn. Det lykkes desværre ikke og jeg må fortsat nøjes med at hedde Jette.
Ude i byens mylder foregår der derefter en sand kamp. Vi skal finde et logi. Men vi vil bo ordentlig. Og vi bliver nærmest bombarderet med tilbud. Alle sammen meget dyre. Specielt en meget ubehagelig og slikket fyr hægter sig på mig. Han har det skønneste værelse til os. Men jeg har bestemt ikke lyst til at tage imod hans tilbud. Det er noget af en kamp at slippe væk fra ham. Vi beslutter, at vi i hvert fald ikke vil bo i hans gade og vi flygter væk. Lige så langt vi kan komme.
Ved et eller andet underligt sammentræf står vi pludselig foran et meget pænt hostal, med en pæn restaurant i stueetagen. Vi går ind og spørger om der er nogen ledige værelser. Personalet virker så sympatisk, at jeg er meget opsat på at slå mig ned her. Lige meget hvad det så koster. 25e for 2 i et dobbeltværelse. Vi slår til med det sammen. Og værelset er bestemt udmærket og badet på gangen er rent og pænt.
Går på posthuset, der ligger lige i nærheden. Agnes har hjemmefra fremsendt en pakke til Santiago med skiftetøj, kosmetik og andre fornødenheder. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det.
Efter bad og omklædning (jeg må iklæde mig mit beskidte tøj igen) går det mod katedralen.
Inde i katedralen går vi op af en trappe, hvor vi kommer bag ved alteret. Her er det meningen at man under overvågning af vagter skal kysse figuren af Jakob i nakken.
Vagterne skyldes at figuren er guldbelagt og fyldt med ædelstene. Jeg nøjes nu med at give ham et venligt klap på skulderen.
Efter at have studeret kirken passer det med at der er messe. Et øjeblik jeg har ventet spændt på. Bliver jeg nævnt? Vil de svinge botafumeiroen ( et gigantisk røgelseskar ) gennem luften.
Jeg har hørt om det hjemmefra. Men snakken har gået på caminoen, at det ikke sker så ofte mere. Hvis man vil opleve det, skal man betale en mindre formue. Og det er der ikke ret mange pilgrimme, der har økonomi til.
Stor skuffelse. Det er bare en almindelig messe og intet sker. Jeg må indrømme, at det er ikke helt hvad jeg havde ventet. Men det er nok som kloge hoveder har sagt: Vejen hertil, der er det vigtigste.
Agnes og jeg går ud og ser på byen. Masser af restauranter, souvenirforretninger og fortovscafeer.
Vi møder Birgit og spiser sammen. Går tidligt til ro efter at have besøgt katedralen en gang til om aftenen.
Jeg ved ikke hvad det er jeg søger, men der mangler et eller andet.